Klar til hundehvalp? Læs guiden her

Er jeg klar til hundehvalp? Guide til familien

Som hundejer påtager man sig et ansvar, når man anskaffer en hund. Et ret stort ansvar.
Så, er du klar til hundehvalp?

Man skal altid huske på, at for hunden er ansvaret jo hele dens liv – omkring 10-15 år. Selvom den aldrig bør betragtes som et menneske på fire ben, skylder man den hensyn og respekt, for den er på sine helt egne betingelser et fuldt medlem af familien. 

Alle hunde har deres krav, og derfor må man gøre sig helt klart fra start, om man som familie er klar til det.

Kan du/I som familie ikke svare klart ja til alle følgende 7 spørgsmål, kan det være en idé at overveje situationen endnu engang. Om det er det rigtige tidspunkt for jer lige nu.

1) Har du tid til hunden?

De fleste hunde skal have rimelig meget og varieret motion. Mindst et par timers bevægelser hver dag for de fleste typer af hunde.

2) Har du god fysik?

For at kunne motionere en mellemstor hund tilstrækkeligt skal man helst selv kunne klare at gå en god times tid om dagen – fordelt over et par gange. Herudover så kræver flere former for træning af større hunde også konditionstræning og kræfter, så længe hunden er ung og mere ustyrlig på gåturene.

3) Har du tålmodighed?

Ligesom børn så skal hunde helst have lov til at bruge sine rige evner og muligheder for at lære nye ting. Derfor er det utrolig vigtigt at man magter at kunne være en god leder og opdrager for sin hund. Det kræver ro og overbærenhed, tålmodighed og konsekvens. Voldsomme temperaturs udbrud i hjemmet gør kun hunden usikker og skaber ikke nogen god base for noget levende væsen.

4) Har du råd?

Her tænkes der ikke på hvalpens pris ved køb (det er for det meste småpenge, når man deler glæden ved at have hund ud på 10-15 år). Men der skal være råd og penge til at fodre hunden og at kunne betale en forsikring. Rundt regnet udgør foder omkring 15-20 kr. om dagen – selvfølgelig afhængig af hundens størrelse og aktivitet. Men der skal også betales en lovpligtig forsikring årligt og sygeforsikring årligt.

Herudover kommer der i starten nødvendigt udstyr: Halsbånd, snor, legetøj, hundekurv, vand – og madskål. Måske også pelspleje og klipning, hvis du har en langhåret hund. Og endeligt, så vil man ikke kunne undgå udgifter til vaccinationer, ormekure, dyrelæge og medicin. Det kan hurtigt blive +1000 kr. I første omgang, samt hvert år efterfølgende alt afhængig af situationen.

5) Har du en rolig hverdag?

I de fleste familier er der selvfølgelig et job, der skal passes, børn der skal i skole, fritidsaktiviteter, hobbyer, udlandsferier m.m. Og som familie kan man sagtens føle sig klar til hundehvalp alligevel. Men hunde trives bedst med en nogenlunde rolig og regelmæssig tilværelse. Den kan sagtens lære at være alene hjemme i løbet af dagen. Men hvis den oplever meget ensomhed på skiftende tidspunkter og en familie som er meget væk, så risikerer den at blive stresset, urolig og frustreret. Hvis du/I er væk i længere tid af gangen eller har meget travle perioder, så planlæg hvad der skal ske med hunden. Få nogen til at passe den, som har tid og overskud til at være der for den.

6) Har du lov til at få hund, hvor du bor?

Vær helt sikker på, at du har tilladelse til at have hund hvor du bor. Det gælder som regel i lejligheder og rækkehuse. Lad vær med at anskaffe dig hunden først og tænke at “det går jo nok”. Det er ikke sjovt for hverken dig eller hunden, hvis du må skille dig af med den igen.
Har du fået en tilladelse, hvor du bor, så sørg for at få den skriftligt.

7) Har du plads til hunden?

Som sagt, så er hunde meget forskellige i forhold til størrelse og aktivitetsniveau. Mange hunde er ikke speciel pladskrævende indendørs. Til gengæld har de fleste brug for ret god plads udendørs. En almindelig parcelhushave strækker faktisk kun til de nødvendige aktiviteter for en ung og livlig hund. Så skal den motionere og lege – for det skal den – så find gerne lidt større arealer, et sted hvor hunden må færdes frit. Bor du i lejlighed, så forkæl hunden ekstra med tid og leg udendørs. Det er derfor klart en fordel at bo tæt på naturområder, hvor hunden hurtigt og nemt kan komme ud.

En god huskeliste er, at hvis du kan svare ja til alle ovenstående punkter, så er du klar til at få hund. Hvis der er punkter, som du ikke kan svare klart ja til – så kan det være værd at overveje, om det er det rigtige tidspunkt lige nu.


indkøb til hundehvalpe

Indkøb til hundehvalpe

Inden hvalpen kommer ind af døren, så sørg for at have forbered dig med alle de praktiske indkøb til hundehvalp, som I får brug for til den første tid. Det gør den første tid med hund meget lettere.
» Se den komplette liste over indkøb til hundehvalpe her

1 thought on “Klar til hundehvalp? Læs guiden her”

Leave a Comment

Your email address will not be published.